<p>Det er barsk at se sin allernærmeste forsøgt genoplivet. Især når genoplivningen ikke lykkes. Men ny forskning viser, at det hjælper de pårørende bedre gennem forløbet</p>

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

hjertemassage_448

Din allerkæreste er faldet om. Hjertet er stoppet. Du har ringet 1-1-2, og er måske selv begyndt på hjertemassage. Nu ankommer ambulancen og redderne overtager genoplivningen.

Men hvad med dig. Skal du blive og følge med i deres ihærdige, men måske nyttesløse, forsøg på genoplivning? Eller er det bedre at forlade lokalet, skåne dig selv for synet og lade redderne gøre deres arbejde bedst muligt?

Svarene afhænger af, hvem du spørger. Men nyt fransk forskningsstudie viser, at pårørende, der overværer forsøg på genoplivningen af deres familiemedlem, efterfølgende klarer sig bedre psykisk. Studiet er lavet på baggrund af interviews af 570 familiemedlemmer til personer, der har fået hjertestop uden for hospitalet, og som enten er blevet spurgt eller ikke spurgt, om de ville være med under genoplivningen.

Mindre stressede, angste og depressive
Fire ud af fem af de familiemedlemmer, der blev spurgt, om de ville være med ved forsøget på genoplivning valgte at sige ja tak. I kontrolgruppen, som ikke blev spurgt, så kun to ud af fem med ved genoplivningen.

Tre måneder senere var det familiemedlemmerne, der blev spurgt, der klarede sig bedst psykisk. De havde færre symptomer på posttraumatisk stress og var mindre angste.

Forskerne har også sammenlignet alle dem, der så genoplivningen, med dem, der ikke gjorde, og her var den positive effekt endnu tydeligere. Dem, der så på, havde tilmed færre symptomer på depression.

Svært dilemma
Herhjemme er retningslinjerne for håndtering af pårørende ved hjertestop ikke klare. Tit beror håndteringen på den enkelte sygeplejerske eller redders vurdering, siger Hjerteforeningens ekspert i livreddende førstehjælp, sygeplejerske Hanne Balle, der desuden er næstformand i Dansk Råd for Genoplivning. Hun mener, at det nye forskningsstudie bidrager med væsentlig viden, der kan hjælpe de pårørende.

– Der er ikke meget viden om, hvilken effekt det har på pårørende at overvære livreddende førstehjælp eller ikke at være med. Det er et dilemma, som vi skal have mere viden om, så vi kan løse det bedst muligt for de pårørende, siger Hanne Balle.

Men dilemmaet ser forskelligt ud, afhængig af om den livreddende førstehjælp foregår på hospitalet eller i fx hjemmet, mener Hanne Balle, og det kan også påvirke valget af, om den pårørende skal se med eller ej.

– På hospitaler er der ofte mange personer med til genoplivningen. Derfor er der bedre mulighed for at tage sig af de pårørende og tage dem med ud af rummet, hvor genoplivningen foregår. I hjemmet er der ikke de samme muligheder. Der er oftest kun to reddere, og de er fokuseret på patienten. Så her vil den pårørende oftere se på, og det nye studie tyder altså på, at det faktisk er bedre, siger Hanne Balle.

Hjælp efter førstehjælp
Uanset, hvor den livreddende førstehjælp er foregået, og om patienten blev genoplivet eller ej, er opfølgningen efter den livreddende førstehjælp vigtig for de pårørende, understreger Hanne Balle.

– Der skal tages hånd om de pårørende, for det kan være voldsomt at opleve et hjertestop og forsøget på livreddende førstehjælp. De skal have mulighed for at tale om, hvad der skete i forløbet, og hvorfor det skete, siger Hanne Balle.