Danskernes forbrug af energidrikke stiger markant. 8,75 mio. liter blev det til i 2012. Men drikkene kan øge dit blodtryk, advarer eksperter

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Danskerne drikker flere og flere af de såkaldte energidrikke som Red Bull, Monster og Burn, der bl.a. indeholder masser af koffein og stoffet taurin. Det skrev Jyllands-Posten søndag. I 2012 steg salget af drikkene i Danmark med over 30 procent til 8,75 mio. liter.

Det store forbrug er alarmerende, fordi drikkene ifølge forskning kan være farlige for personer med blodtryksproblemer.

– Moderate mængder koffein er som udgangspunkt ikke skadelige for raske mennesker, selv om et indtag udløser en blodtryksstigning. Men for personer med et ikke-kendt forhøjet blodtryk giver koffein en yderligere stigning, og eksempelvis sammen med hårdt fysisk arbejde eller træning kan en sådan stigning indebære en lille risiko for bl.a. dannelsen af blodpropper, siger professor, dr.med. Boye L. Jensen, forskningsleder ved afdelingen for Kardiovaskulær og Renal Forskning ved Syddansk Universitet og formand for Dansk Hypertensionsselskab, til Jyllands-Posten.

Advarsler fra udlandet
Amerikanske forskere analyserede i 2011 alle engelsksprogede undersøgelser af energidrikkenes effekt, og konkluderede, at drikkene kan påvirke blodtryk, hjerte og hjerne på et potentielt livstruende niveau. Ifølge forskerne er der videnskabelige beviser på, at store mængder koffein indtaget via energidrikke har medført dødsfald.

Preben Vestergaard Hansen, kandidat i Human Ernæring og Husholdningsvidenskab fra
Professionshøjskolen Metropol, mener bl.a. på den baggrund, at energidrikkenes indhold af koffein og taurin er stærkt problematisk.

– De koffeinholdige energidrikke har ikke nogen berettigelse på jord, set ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt. De kan ganske enkelt ikke noget, som en sund livsstil med motion, en sund og varieret kost samt nok nattesøvn ikke kan klare. Desværre er vi i gang med et udvikle en kultur, hvor vi prøver at holde os “kunstigt” kørende på stærk kaffe og altså nu også energidrikke med opkvikkende stoffer, siger Preben Vestergaard Hansen til Jyllands-Posten.

af , d. 05/03/2013