<p>Fra 1. september er det slut med at vente længere end fire uger på at blive udredt for hjertesygdom. Det lover regionernes formand efter kritik af den nye udredningsgaranti fra Hjerteforeningen </p> <p></p>

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

[294x110]ekkoundersogelse

Bent Hansen, formand for Danske Regioner, tør næsten lægge hovedet på blokken, at ingen kommer til at vente mere end 30 dage på at få deres første forundersøgelse af hjertet. Han garanterer dermed, at den såkaldte udredningsret kommer til at virke fra 1. september.

– Vi har en klar målsætning om, at vi på langt de fleste områder – herunder hjerteområdet – kan leve op til udredningsgarantien. At der kan være nogle flaskehalse i en periode, det kan jeg ikke afvise, siger Bent Hansen til Altinget.dk. Han understreger, at der vil være få tilfælde, der er tale om.

Bent Hansen svarer dermed igen på Hjerteforeningens kritik af den nye lov, der skal sikre, at ingen oplever mere end fire ugers ventetid på at få undersøgt sit hjerte. Men Hjerteforeningen tror ikke, at patienterne vil opleve mindre ventetid på eksempelvis en forundersøgelse, da regionerne ikke gør noget for at fjerne den udredningspukkel, der er på hjerteområdet.

– Bortset fra Region Nordjylland ser vi ingen tegn på, at regionerne tager seriøse skridt til at fjerne den udredningspukkel, vi ser i øjeblikket. Vi har gjort opmærksom på det her problem de seneste to år, hvor ventetiderne samlet set ikke er blevet bedre, så det er ikke nogen ny problemstilling for regionerne, siger Henrik Steen Hansen, formand for Hjerteforeningen og overlæge, dr.med. på Hjerteafdelingen i Odense.

Ekko i aftentimerne
I følge Henrik Steen Hansen er der kun én vej for at få fjernet udredningspuklen og få kapaciteten klar til udredningsrettens ikrafttræden:

– På mange afdelinger er der faktisk udstyr, der kun bliver brugt i dagtimerne. Hvis regionerne ville give økonomisk mulighed for, at personalet også kunne udføre ekko-kardiografi i aftentimerne, så ville man nå langt i et bekæmpe ventetiden på udredning, siger Henrik Steen Hansen til Altinget.dk

I øjeblikket venter cirka 6.000 danskere med mistanke om hjertesygdom på forskellige hjerteundersøgelser. De venter på at få en diagnose. Ventetiden kan i nogle tilfælde forværre deres hjertesygdom, fordi de ikke får den rette behandling i tide, advarer Henrik Steen Hansen.