Calcium (kalk) er et helt nødvendigt mineral for vores krop. Vi kan få det gennem en sund kost, eller som kosttilskud. Det første er det sikreste valg, viser ny forskning

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

50-70-årige mænd, men ikke kvinder, øger måske deres risiko med op til 20 procent for at dø af hjertekarsygdom, hvis de spiser store mængder calcium i form af kosttilskud. Det viser et nyt amerikansk forskningsstudie. Den gode nyhed er, at calcium fra kosten ifølge studiet ikke har samme uheldige effekt.

Hjerteforeningens forskningschef, professor og overlæge Gorm B. Jensen, understreger dog, at det nye forskningsstudie ikke kan bevise, at kalkpiller forårsager hjertekarsygdom, blot at de mænd, der spiste flest kalkpiller også var dem, der oftest døde af hjertekarsygdom. Så han vil stadig anbefale, at dem, der har brug for ekstra kalk, spiser kalkpiller.

– Det er vigtigt at sammenholde den lille forøgede risiko, et stort indtag af kalkpiller kan give for hjertekarsygdom, med den meget store fordel ældre mennesker med knogleskørhed har af kalkpiller. For dem er det langt værre at risikere at brække hoften ved ikke at tage kalktilskud, siger Gorm B. Jensen.

Alle har brug for calcium
Alle har brug for tilstrækkeligt med calcium – skøre knogler eller ej. Men de nye forskningsresultater giver god grund til, at man som mand uden kalkmangel, er forsigtig med at spise calcium som kosttilskud, og i stedet sørger for at få calcium fra kosten.

– Lider du allerede af knogleskørhed, og har lægen anbefalet at tage calcium, skal du blive ved med at gøre det. Er du i tvivl, om du har brug for ekstra calcium, kan du kontakte din læge. Men har du ingen problemer med knoglerne og et fint niveau af calcium i blodet er det bedste, du kan gøre, at sikre dig et indtag af calcium gennem kosten og undlade kosttilskuddet, siger Gorm B. Jensen.

Spis mad med calcium
Vil du gerne holde et sundt kalkindtag uden at skulle tage kosttilskud, er der mange muligheder for at gøre det med den rette kost, siger Margit Vesterlund, diætist i Hjerteforeningen. Hun giver dette bud på en liste over gode kilder til kalk:

  • Mager mælk som skummet-, mini- og kærnemælk
  • Ylette
  • Mager ost (20+ og 30+) og hytteost
  • Kål og broccoli
  • Bønner
  • Mandler

Også fede fisk er en god ide, da de indeholder D-vitamin, som er med til at øge optagelsen af kalk.