Ny dansk forskning kunne ikke vise effekter på raske overvægtiges helbred af piller med stoffet resveratrol. Men forskerne bag prøver igen

Bemærk

Denne artikel er over 1 år gammel. Efter artiklen blev udgivet, kan der være sket en udvikling i emnet og fakta, som artiklen omhandler, der ikke er medtaget her.

roedvin_[448]

Som vi skrev i Hjertenyt nr. 4, 2012, er et dansk forskningsprojekt i fuld gang med at undersøge, om store mængder af stoffet resveratrol, der også findes i små mængder i rødvin, har effekter på menneskers hjertekarsystem og kan forhindre fedmerelaterede sygdomme.

Det første studies resultater er desværre nedslående. Testet efter bedste evne med alle de rigtige kontroller og et utal af målinger af de overvægtige forsøgspersoners sundhedstilstand, viste forsøget ingen effekt af resveratrolpillen.

Er mindre bedre?
Men der kan stadig være håb. Et hollandsk studie viste en positiv effekt af resveratrol på bl.a. overvægtiges blodtryk.  Studiet lignede på stort set alle punkter det danske, fortæller forskningslederen for det danske forskningscenter for resveratrol, Lirmoi, professor og overlæge Steen Bønløkke Pedersen.

– De benyttede samme gruppe forsøgspersoner som os, men de benyttede kun 150 mg resveratrol dagligt mod vores 1500 mg dagligt. Om det er forklaringen, ved vi ikke, men det er vi ved at undersøge i et nyt forsøg, hvor vi bruger forskellige doser resveratrol i længere tid hos en gruppe overvægtige, der har følgesygdomme til deres overvægt. Det nye forsøg vil med meget større sikkerhed kunne afgøre om resveratrol har gavnlige virkninger, siger Steen Bønløkke Pedersen.

De nye resultater skulle være klar til sommer.